De første to sider skriver sig selv. De har skrevet sig selv, før jeg opdager, hvad der sker. Jeg ved ikke, hvor de kom fra, eller hvor de vil hen. De næste dage læser jeg de to sider om og om igen, og jeg skriver mere til. Hver dag står jeg op og begynder at læse, og hver dag vokser teksten, og mens jeg skriver, mærker jeg, at det er en tekst, man endnu ikke skal stille spørgsmål til.
Uden for tiden er en roman om tab, sorg og tabuer, om over lang tid at være vidne til en elsket ægtefælles forandring og langsomme forsvinden. Men også en fortælling om masser af kærlighed. Om et levet liv, som var det hele værd.