Jan Thielkes langdigt TÅGEHORNET startede med en fascination af Gurre-myterne, bevægede sig videre med de havnetågehorn, vi ikke rigtigt hører mere, og de hemmelige regeringsbunkere REGAN Øst og Vest, der blev nedlagt, da man (før krigen i Ukraine og Trumps anden periode som præsident) håbede, at freden i Europa ville blive evig; og blev konkret forløst med med mindet om to Bodil Udsen-klip, hvor hun synger Fløjtetønden Viktoria og spiller Winnie i Becketts Glade dage.
Thielke har en stor forkærlighed for summaer – som Joyces store Finnegan’s Wake, Eliots koncentrerede The Waste Land eller den henkastet stramme Exile on Main St. af The Rolling Stones. TÅGEHORNET er i forfatterens målestok et forsøg på at lave én af slagsen. En krigssumma. Fra indre til ydre krig. Familie-stamme-samfund. Fra kold til varm. Fra myte til virkelighed. Fra alder til alder. Fra verdensforståelse til verdensforståelse. Fra børnesange til atom- og astrofysik. Arbejdet frem fra linje til linje, som på et skakbræt, otte kapitler fra A til H med otte nummererede strofer (a fjorten linjer).
Det er et digt, der ikke minder om noget andet vi har på dansk, og som Lars Bukdahl, efter at have læst et tidligt uddrag, kaldte ”en vældigste digtcyklus, værd mindst halvanden digtsamling og klart et forfatterskabshøjdepunkt …”
Jan Thielke (f. 1963) debuterede med digtsamlingen Nat efter nat i 1994. Siden fulgte bl.a. langdigtet Ånden er over os (2005) og Faderskabsdigte (2008), samt Samlede digte 2023 da han rundede tres. I 2014 udkom romanen Espegare og i 2026 den analyserende portrætbog The Rolling Stones. Jan Thielke blev i 2011 tildelt Statens Kunstfonds tre-årige stipendium.