Fortællingen om samtidskunsten må handle om den ekstreme markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, der har fundet sted inden for de seneste årtier. Men den må samtidig også handle om, hvordan samtidskunstinstitutionen har været rum for fremvisning og diskussion af politiske konflikter, der for en stor dels vedkommende ikke har fundet sted andre steder i takt med, at tidligere venstre-politiske offentligheder er blevet afviklet, og politik er blevet reduceret til administration. Det er historien om samtidskunsten som et sted for politisk engagement og systemkritik. Selvom kunstens relative autonomi er under pres og hele tiden muterer, så er det kunstneriske felt og det enkelte kunstværk stadigvæk kendetegnet ved at være delvist uden for den kapitalistiske produktions- og administrationslogik. Og denne partielle adskillelse, den relative autonomi, udstyrer kunsten med et transgressivt potentiale.
Som relativ autonom sfære er kunsten på én og samme tid en udfordring og en bekræftelse af det kapitalistiske samfund og værdiformens abstrakte dominans. Som Adorno formulerer det, er vareform- en autonomiens historiske mulighedsbetingelse. Det betyder ikke, at kunsten kun er ideologisk (i en dårlig forstand), den har bevaret sin historiske oprindelses emancipatoriske logik, og om ikke andet negativt afspejler den et løfte om lykke. Der er noget subversivt ved kunsten, den er en art oprør. Det er således ikke nok at udpege aporien – kunsten undergraver og bekræfter samfundet, kultur og barbari hænger sammen – nej, aporien skal på en eller anden måde analyseres og overskrides. Den er netop ikke ahistorisk, en invariant, men historisk og kan derfor ændres. Eller som Debord siger, kunsten er revolutionær (eller den er ikke).
