Samfundsfag B fremstiller kernestoffet på C- og B-niveau på en måde, der gør det let at arbejde med temaer. De otte første kapitler indeholder alt relevant kernestof, og de to sidste kapitler lægger op til at arbejde tematisk med kultur og politik i USA samt kriminalitet og retspolitik. Bogen kan også anvendes som udgangspunkt for temaer som fx familie og social arv, medier og meningsdannelse, økonomi og velfærd samt magt og demokrati. Aktuelle emner og begreber som digital dannelse, diskursanalyse, fake news, populisme og konkurrencestaten indgår på lige fod med mere traditionelle emner som ideologier og partier, socialisation og identitet og meget mere.
Denne nye udgave af Samfundsfag B er opdateret med ny statistik og teori og tager højde for den seneste samfundsmæssige og politiske udvikling. Der er fokus på forbedrede opgaver og øvelser og en forenklet kapitelstruktur. Kapitel 9 Kultur og politik i USA og kapitel 10 Kriminalitet og retspolitik er særligt velegnede til projektforløb.
Alle kapitler er forsynet med refleksionsspørgsmål, kernebegreber, tjekspørgsmål og opgaver.
Samfundsfag B kan bruges på alle typer af hold, men er især skrevet med henblik på undervisningen på hf-fagpakkehold og stx-valghold.