Ønskebarnet

Asmund lod skuldrene falde og gav slip. Det føltes rart at fortælle nogen om det, at sige højt hvor ondt Runes modbydeligheder gjorde. Inden længe glemte han hvem han talte med. Han fortalte bare. Han fortalte tyngden væk fra brystet og mærkede længslen for et andet liv melde sig.
Hvis bare …
Asmund mærkede ønsket trænge sig på.

Et ønskebarn havde Asmund aldrig været. Han var uønsket de fleste steder. I byen. Skolen. Derhjemme. Kun han havde altid udvist en ægte interesse, og Asmund kunne endda savne den ansigtsløse stemme der besøgte ham om natten, når der indimellem gik længe mellem hans besøg. For han lyttede altid. Til både Asmunds ulykke og drømme. Og som natten trak ud, blev det sværere at holde ønskerne tilbage, selvom de kom med en pris …