Horrorroman om et dansk par, der efterlades til deres skæbne på en øde ø langt ude på havet et sted i Sydøstasien. To dage senere er kun manden i live.
— Så din historie er, at Selina Quist Hansen døde af en forgiftning?
— Det er ikke ’min historie’, det er sådan, det skete.
— Konsulatet har været i kontakt med politiet og andre myndigheder derhjemme. Vi har trukket forskellige oplysninger på dig. Du har en tolv år gammel betinget voldsdom. Ikke alle, der siger, de er uskyldige, viser sig at være det.
— Jeg slog ikke Selina ihjel. Vi skulle giftes. Jeg havde lige friet. Du er nødt til at tro på mig. Ligner jeg en morder?
'Ø' blev nomineret til Årets danske horrorudgivelse 2016 og udvalgt af Litteratursiden samme år til Årets 16 bedste læseoplevelser.
Steen Langstrup debuterede i 1995 i en alder af 26 år. Han har siden udgivet både romaner, noveller, digte, fagbøger, tegneserier, drevet forlag, fungeret som oversætter, redaktør, illustrator, foredragsholder og meget andet. Hans hovedværker tæller titler som ‘Kvinden der kom med kage’, ‘Stikker’, ‘Frygt fabrik fælde’, ‘Måne måne’ og ‘Fluernes hvisken’.
"Det er ganske enkelt verdensklasse." Søren Henrik Jacobsen, Skræk & Rædsel
"Simpelthen fremragende." Jette Holst, Gyseren
"Eminent forfatter ... Intens og foruroligende spænding ... Kompositionen er mesterlig ... Fremragende og sitrende gyser." Arne Larsen, Litteratursiden