Natspindlerens dødsmærke

Tiden efter De Sorte og Tigrils fald har været hård. Landet lå i ruiner – brændt til ukendelighed, og de menneskelige tab har været store.
Sammen med hertug Castor har Sia gjort sit bedste for at genopbygge livet i Karstel. Men sårene fra De Sortes tid er svære at hele. Selvom blomsterne står farvestrålende op ad husmurene i Karstels gader, kan de ikke fortrænge de mørke kræfter, der lurer i skyggerne.
Sia kæmper med sorgen og savnet over sin far, og samtidig er en ukendt, hviskende stemme begyndt at hjemsøge hende om natten. Langsomt går det op for Sia, at det, hun troede, var afsluttet, da Tigril faldt, langtfra er slut endnu. Legenderne spøger. Det onde lever stadig – og Natspindleren er kommet for at sætte sit dødsmærke.

Uddrag af bogen
Edderkoppen sænkede sig langsomt ned over Sia og lod de tynde spindelvævstråde svæve i luften over hende. Den var ikke særlig stor. Dens sorte krop var langstrakt og uden anden udsmykning. I søvne langede Sia ud efter den for at forhindre den i at lande på sig, men hun ramte den ikke. Som et spøgelse undveg den hendes hånd og fortsatte ufortrødent, indtil den landede på hendes skulder.
”Natspindleren …,” hviskede stemmen. ”Det er natspindleren, der spinder vores livstråd.” Stemmen var nærmest kun en ånde, men Sia hørte den tydeligt i sin drøm. ”Det er Natspindleren, der bestemmer trådens styrke og dens bristepunkt.”
Edderkoppens ben mod hendes hud fik en skælven til at gå gennem kroppen på hende, og uvilkårligt forsøgte hun at børste den væk.

Om forfatteren
Karen Inge Nielsen (f. 1978) bor på Vestsjælland med sin mand og to børn. Hun har altid elsket bøger, og i de senere år har hun opdaget kærligheden til at skrive og fortælle historier. I foråret 2017 udkom hun med debutromanen Ravneskrig, og Natspindlerens dødsmærke er fortsættelsen af denne.