Marine Le Pen fra det yderste højre har aldrig været så tæt på at rykke ind i Élysée-palæet som nu. Hun har et solidt forspring i alle meningsmålinger. Men hvem er hun, den 58-årige politiker?
Hendes personlige liv har været dramatisk med familiefejder, brud og forsoning. Det politiske liv har været præget af sejre og nederlag. I lang tid mest det sidste.
Hendes politik er populistisk. Det er folket mod eliten, franskmændene mod de fremmede og nationerne – den franske – mod Unionen – den europæiske.
I en tid, hvor Europa er udfordret af USA, Rusland og Kina, vil Marine Le Pen svække EU og løsne båndene til NATO.
Bogen »MARINE LE PEN. Personen og politikken« tegner et portræt af den franske politiker, der stiler efter at blive sit lands første kvindelige præsident. Den gennemgår hendes politik på områder som økonomi, klima, indvandring og krigen i Ukraine. Den fortæller også om de kandidater, hun er oppe imod i et af de vigtigste præsidentvalg i Frankrig i mange år – et valg, der får konsekvenser for hele Europa.