Pío Baroja (1872-1956) er forholdsvis ukendt i Danmark, men tælles blandt Spaniens og den spansktalende verdens vigtigste forfattere fra det 20. århundrede.
Kundskabens træ (1911) anses for Pío Barojas hovedværk, og hovedpersonen Andrés Hurtado har klare paralleller til Pío Baroja selv. Andrés Hurtado er et ungt, idealistisk menneske, som har svært ved at forlige sig med det etablerede samfunds konventioner, både som medicinstuderende og som færdiguddannet læge.
Kundskabens træ er en mangefacetteret roman, som giver et levende billede af Spanien omkring skiftet fra det 19. til det 20. århundrede. Læseren får et spændende og humoristisk indblik i universitets- og bylivet i Madrid, af middelhavsområdet omkring Valencia og af den varme og tørre La Mancha-region i det centrale Spanien. Romanen beskriver Andrés Hurtados indre kamp mellem hans store idealer og længslen efter et retfærdigt samfund og hans tilbagevendende desillusioner og pessimisme, der giver næring til hans dødsdrift.
Kundskabens træ er i høj grad også en filosofisk roman, da den behandler eksistentielle spørgsmål og indeholder filosofiske dialoger om bl.a. Kants og Schopenhauers tænkning.