Kan en trold ligne en gulerod? Kan en viking finde kærligheden med et skæg fuld af madrester? Og hvad sker der, hvis et menneske bliver vasket i alt for varmt vand? I Farfar fortæller 3 inviteres børn og voksne ind i et univers, hvor fantasien får frit løb, og hvor grin og varme går hånd i hånd. Ti originale historier fyldt med skøre opfindelser, finurlige personer og uventede overraskelser gør bogen til oplagt højtlæsning ved sengetid.
Der er ingen illustrationer i bogen – med vilje. Når historien kun fortælles med ord, bliver barnet selv illustrator. I en tid, hvor skærme viser os alting, får fantasien sjældnere lov til at arbejde på egen hånd. Her er det barnets egen forestillingsevne, der skaber trolde, vikinger, talende dyr og magiske verdener. For ingen illustrator – uanset hvor dygtig – kan tegne noget, der er mere fantastisk end det, et barns fantasi selv kan skabe.