En af Danmarks største tv-darlings fortæller for første gang hele sin historie.
I 2008 dukker Basim op på skærmen foran over to millioner danskere som alles nye darling i X Factor. Hvad den 15-årige dreng mangler i rutine, opvejes så rigeligt af charme og en rørende fortælling om modstand i livet og et stærkt familiesammenhold. Det går lige i hjertet på danskerne, og integrationseksperter taler endda om X Factor som den vigtigste bidrager til integration og fælles forståelse i Danmark.
I dag står Basim frem blandt de få deltagere fra X Factor, der har drevet det til en reel musikkarriere. Han har løbende udsendt musik i eget navn og har i mange år arbejdet som sangskriver og producer for andre artister og står bag nogle af landets største hits.
Men bag succeshistorien gemmer sig et langt mere sammensat liv. Opvæksten i Høje Gladsaxe var præget af både stor kærlighed, uro og sygdom. Og den tidlige berømmelse og efterfølgende succes er i høj grad også kommet med en pris.
En anden afgørende relation i Basims liv er manageren, der kom ind samtidig med gennembruddet og i mere end ti år kom til at fylde store dele af hans ungdom og voksenliv.
Danskerne har fulgt Basim, siden han var 15 år. Men der er stadig en stor del af historien, de aldrig har hørt.