AI-håndbogen er skrevet til undervisere, der står midt i en skolehverdag, hvor generativ AI er en realitet. Bogen tager udgangspunkt i et grundlæggende spørgsmål: Hvad gør vi som lærere, når eleverne bruger chatbots til lektier, opgaver og skriftlige afleveringer?
Gennem tre dele giver bogen et samlet overblik over AI i en uddannelseskontekst. Først introduceres teknologien i et sprog, der er til at forstå, med fokus på prompting, kritisk brug, bias, hallucinationer, ophavsret og EU’s AI-forordning. Dernæst undersøges de didaktiske konsekvenser for undervisning, skriftlighed og opgavedesign, når AI ændrer koblingen mellem elevens produkt og elevens evner.
Til slut viser bogen, hvordan elever kan guides til ansvarlig og fagligt meningsfuld brug af AI. Med konkrete eksempler, øvelser og refleksioner placerer AI-håndbogen sig i krydsfeltet mellem teknologi, didaktik og pædagogik – som et praktisk redskab for undervisere, der vil handle bevidst i en AI-tid.