To fortællinger: Kunnuk og Naja eller Grønlænderne. Den strumme frøken

Vestgrønland, omkring Claushavn, 1774. Kunnuks fader er blevet myrdet af den grumme Kemek. Tyve år senere er hans søn blevet voksen og tilskyndes af moderen såvel som almindelig skik og brug i datidens Grønland til at søge blodhævn. Men Kunnuk er forelsket i Naja, en af Kemeks nærmeste slægtninge. Samtidig arbejder kristne missionærer på at nedbryde de gamle traditioner til fordel for tilgivelse og næstekærlighed.Fortællingen om "Den stumme frøken" på Strandgården danner ramme om en til tider ganske satirisk behandling af forskellige ideer og bevægelser i Ingemanns samtid op til og under 1. slesvigske krig med præsten magister Holm som talerør for Ingemanns egne anskuelser.Bernhard Severin Ingemann, 1789- 1862, nationaldigter fra den danske guldalder, hvis betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og for litteraturens udbredelse er stort set uovertruffen. Hans store litterære produktion tæller både eventyr, historiske romaner, salmer og sange, og især hans historiske romaner, der ikke altid holdt sig til fakta, fik store dele af den uoplyste, danske befolkning til at læse. Men også salmerne, der var enkle, uhøjtidelige og med smukke natur-, lys- og morgenbilleder, kunne samle danskerne; fulde af varme, tryghed og harmoni gav de danskerne en nationalt forankret og tryg fornemmelse i en i øvrigt usikker tid med politisk ustabilitet, statskonkurs og generel landbrugskrise. Litterært bevæger han sig mellem den poetiske realisme med det trygge, nære hverdagsliv i centrum, og så en mere overnaturlig verden fuld af mørke kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig rigtig farligt, idet kampen mellem det gode og onde stort set altid falder ud til det godes side. Dette skyldes hans trang til at afdække det uigennemskuelige og igen bevægelsen hen mod realisme.