Jeg har villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig.
I 1958 arbejder den attenårige Annie på en feriekoloni i Normandiet. Her møder hun H, der ligesom hende selv er ansat som pædagog. Det er første gang, hun er sammen med en mand. For ham har det ingen betydning, for hende betyder det alt. De kommende år lever hun med bulimi og en brændende skam udløst af denne ulykkelige forelskelse.
Næsten tres år senere genbesøger Annie Ernaux sommeren ‘58. Ved hjælp af gamle fotografier og breve, notater og sin egen fragmenterede hukommelse fremskriver hun den pige, hun i lang tid ikke har villet skrive om.
Pigen fra ‘58 er en elegant dissektion af en ung kvindes begær og en knusende skildring af skam og svigt.
“En sublim bog, der føjer sig som endnu et mesterværk til Annie Ernaux’ forfatterskab.”
ELLE
Annie Ernaux (f. 1940) er en af Frankrigs største forfattere – prisbelønnet, bredt læst og højt værdsat. I 2022 modtog hun Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. Hun er kendt for sine selvbiografiske bøger, hvor hun udforsker temaer som familierelationer, begær og skrift, samtidig med at hun altid er politisk og optaget af klasse og køn.